fredag den 21. november 2014

Hosta fra frø

Mens planterne så småt er ved at takke af for i år udenfor, har jeg startet et lille hosta frø projekt op indendørs. Jeg høstede for en måneds tid siden frø af de hosta der står i haven og såede dem i potter i vindueskarmen. Efter 2-3 uger begyndte de små hosta-spirer at dukke op og det er planen at de forhåbentligt klarer sig til næste sæson, hvor jeg så vil plante dem ud engang i forsommeren når risikoen for nattefrost er ovre. Jeg har stadig mange hostafrø tilbage, så hvis der er nogen der er interesseret, kan jeg evt. sende nogle.




mandag den 2. juni 2014

Lidt af det der blomstrer lige nu

Staudebedet jeg anlagde for 2 år siden er nu ved at have godt fat. Lige nu blomstrer digitalis, salvie, lupin, langsporede akelejer, iris sibirica og ballonklokkerne. Jeg har taget lidt nærbilleder af de enkelte blomster. Stort set alle planterne er dyrket helt fra frø og enkelte købt som billige staudeblisterpakker, så det er lidt fedt at se at det godt kan lykkes at få et prægtigt staudebed for meget små penge. Jeg anslår at jeg ikke har brugt mere end 4-500 kr. på hele dette bed der blomstrer det meste af sæsonen. Pæonernes knopper tiltager dag for dag. Dem er jeg meget spændt på, for det er første gang de har sat blomsteranlæg siden de blev plantet. Snart kommer også hvid kongelys og forskellige blå klokkeblomster, foruden alle liljerne og riddersporerne. Dem glæder jeg mig til!



Langs havegangen står denne Hosta Halcyon. Den er helt klart min favorit blandt hostaerne pga. den smukke grå-blå farve og den er blevet rigtigt flot siden den blev plantet i 2011 som en lille bitte plante, se selv her. Jeg er blevet ret forfalden til hosta, jeg synes de er meget flotte med deres enkle blade i flotte farver der breder sig ud som en vifte fra centrum. 



Her er det en cinneraria jeg har dyrket fra frø sidste år, som jeg fik fra Esther der har sin egen haveblog. De står lidt spredt i bedet, så jeg tror jeg samler dem, så de får lidt mere lys og kommer lidt mere til deres ret. De er meget flotte med det grå-hvide løv.



 Jeg har sået en pose McKana giants langsporede akelejer fra T&M og jeg blev meget glad da jeg så denne helt rent hvide akeleje i bedet. Jeg er klart mest til de langsporede, de er meget enkle og elegante, så alle de tidligt blomstrende i kedelig lyserød bliver hevet op. Jeg vil hellere skabe plads til de planter jeg synes godt om.




Her en anden kombination af farver på de langsporede. Jeg har også rent gule og nogle hvide/blå.




Ballonklokker eller Platycodon "fuji white" også fra T&M. De lovede i beskrivelsen at farven var helt rent hvid og det må jeg sige holder, meget positivt. De må gerne sprede deres frø!



 Som det fremgår øverst på billedet har jeg rigtigt mange digitalis i år. Jeg købte en enkelt pakke til en ti'er som skulle være rent hvide, men de er altså kommet frem i lyserød og purpur også, det gør nu ikke noget synes jeg, de er alle meget flotte. Jeg havde helt glemt jeg også havde sået enkelte digitalis "candy mountain" som er specielle med deres oprette vækst og blomster hele vejen rundt om stænglen. De første jeg havde prøvet med blev ikke til så meget, men det var nok fordi de stod et dårligt sted, for de er utroligt flotte dem der er kommet frem i år og jeg overvejer om jeg i stedet ikke kun skal så candy mountain fremover, for de er lidt flottere end de almindelige synes jeg.






søndag den 25. maj 2014

Iris sibirica


I foråret flyttede jeg en stor blok iris sibirica, som var blevet lidt bar i midten og stod i lidt for meget skygge. Jeg delte klumpen i 4 lige store dele med en spade, udplantede dem og regnede ikke med at de ville blomstre i år pga flytningen, men jeg har taget meget fejl og de blomstrer lige nu rigtigt flot i staudebedet foran nogle efterårshindbær. Jeg synes det er en af de flotteste blå blomster og jeg har en masse selvsåede småplanter rundt omkring, som jeg håber bliver ligeså flotte som moderplanten, den må i hvert fald gerne brede sig meget her i haven.

lørdag den 24. maj 2014

Lupin og geranium

Nu blomstrer den første af lupinerne. Jeg må indrømme at jeg ikke helt kan huske om det er en af band of nobles lupinerne jeg har sået fra frø, eller det er en selvsået lupin jeg har flyttet over i bedet, men smuk er den i hvert fald! Det er første gang den blomstrer, så jeg var lidt spændt på hvilken farve den ville få og jeg er ikke blevet skuffet. I baggrunden står nogle digitalis der så småt er ved at vise knopper og så tror jeg at det er nogle ballonklokker til venstre der stadig er i knopstadiet. Bedet er kun et par år gammelt og alt er stort set avlet fra egne frø, så jeg går og er lidt spændt på hvordan det hele ser ud når det meste blomstrer for første gang i år.



 Ved foden af lupinen står denne geranium. Det er en "purple haze" fra T&M. Det lykkedes mig kun at få ét enkelt frø til at spire fra en pakke med 5 frø og den ser stadig lidt tynd ud, men jeg håber den kommer efter det, den har i hvert fald sat blomsterstande, så jeg er spændt på farven på blomsterne. De skulle efter sigende både kunne blive hvide eller blå.


mandag den 12. maj 2014

Akeleje

Nu blomstrer akelejerne så småt her i haven. Jeg må have nogle flere af dem og gerne de langsporede og de fyldte. Jeg såede ellers en masse McKana giants mixed, som skulle give en masse forskellige slags, men det er nu mest lyserøde der kommet. Jeg fik også tilsendt nogle Blue Barlow frø fra Esther, der har sin egen blog og jeg håber de kommer til at blomstre til næste år.




mandag den 21. april 2014

Det gode forårsvejr

Jeg har været lidt i haven og nydt det gode vejr henover påsken, som mange af jer andre nok også har. Jeg benyttede lejligheden til at tage nogle billeder af de forskellige planter blomstrer eller skyder op af jorden nu.




Her er det franske anomener. Jeg lagde nogle knogle for flere år siden og havde nærmest lykkelig glemt dem, for hvert år har jeg kun set nogle småblade og tænkte at de var et "no go" her i haven, men i år er der kommet rigtigt mange blomster og de er super flotte. Måske det er den milde vinter?




 Her er en af mine favoritter. Det er en Iris Pallida "variegata". Variegata betyder at bladfarven er blandet, som det er tilfældet med denne plante. Den er super flot hele året med de stribede grøn/hvide blade. Jeg har endnu ikke set en blomst på den, men jeg kan se at rhizomet i år har delt sig fra én, til 3-4 nye baser, hvorfra bladene skyder. Jeg flyttede den sidste år til forgrunden af bedet, så den rigtigt kunne få badet rhizomet i solen og det har den kvitteret for!




Her et billede af min kat foran en cypres edelwoodii. Cypressen har det ikke for godt og i år får den sidste chance til at vise at den er bevaringsværdig, ellers kommer den op. Min kat stiller sig tit bag den, så hun er i skygge for solen og hun skal altid snuse til den :)




Pæonerne kigger også nu over jorden og de har den mest utrolige dybe røde farve. Jeg har endnu ikke haft blomster på dem endnu, krydser fingre for de første kommer i år.





Her et billede af staudebedet badet i solens stråler. Der er mange hvide digitalis, som blev sået sidste år, så jeg glæder mig til at se blomsterne i år og om de har den rent hvide farve jeg bestilte dem i! Jeg sår nogle flere i år, så de gerne skulle etablere sig og komme igen hvert år, da de jo er to-årige.




lørdag den 19. april 2014

Arabis caucasia (kalkkarse)


Arabis caucasia (kalkkarse)

 Jeg vil gerne advokere for denne smukke plante, som jeg første gang stiftede bekendtskab med sidste år. Jeg købte en pose frø over nettet, som blev forspiret indendørs, og plantede de små planter ud i kanten af bedet i fuld solskin og allerede sidste år kom der de smukkeste hvide blomster på. Blomsterknopperne før udspring er også rigtigt flotte med en lys limegrøn farve. I år overgår den sig selv med den mest fantastiske blomstring, og den ligger som en stor hvid pude på kanten af bedet og har nu blomstret i over en måned! Det er vist en af de gammeldags kendte planter, som man sikkert derfor ikke hører så meget om, den er super nem og kræver minimal pleje og den er bestemt værd at stifte bekendtskab med. Bierne og insekterne er også vilde med den. Jeg vil helt sikkert udbrede den til lidt flere steder i haven evt. med tulipaner eller kærmindesøster som vokser op igennem den. Apropos kærmindesøster, se lige denne smukke gamle plante nedenfor, som står det mest utaknemmelige sted under et tagudhæng i tør og kedelig jord.


Kærmindesøster (Brunnera macrophylla)