onsdag den 11. marts 2015

Det er i dag et vejr - et solskinsvejr!

Det har været et lækkert solskinsvejr i dag og det vrimler op af jorden med løgvæksterne. De fleste af mine krokus er sprunget ud og enkelte iris reticulata. Narcisserne står i knop og spidserne af tulipanerne, vibeæggene og pinseliljerne er så småt på vej op af jorden. Akelejerne og lupinerne er så småt begyndt at vokse og clematisen er begyndt at skyde fra de ellers dødt udseende stængler. Her er lidt billeder fra haven.

Blue Pearl, min favorit blandt krokuserne.

Cream beauty med besøg af en brumbasse, det er så hyggeligt med brumbasser :)

Iris Reticulata

To mariehøns, i en sjov farve, der hygger sig i solen :)

...og så fik jeg langt om længe bygget en mistbænk! Den kostede mig blot 250 kr i materialer og jeg vil bygge en mere af de materialer jeg har liggende, når jeg får tid til det. Den er virkelig "hensigtsmæssig" som min sergeant i millitæret ville have sagt (vi måtte ikke sige "smart").

søndag den 1. marts 2015

Frøindkøb, klargøring og status på hostaplanterne

Så er det forår og det betyder forspiring af dahlia. Mine Dahlia-knolde har ligget og hygget sig i krybekælderen i en flamingokasse med træpiller vinteren over og dem har jeg idag taget frem og lagt i potter med spaghnum og kompost. De fleste havde overlevet, men der var enkelte med råd, som blev kasseret. Jeg har kun 3 slags indtil videre, men de er blevet til flere, når jeg hver vinter har delt dem, inden de er blevet lagt i dvale, faktisk så mange at jeg hvert efterår må kassere en masse.


Tilbage i november havde jeg samlet hostafrø, som jeg såede af to omgange, henholdsvis i november og i starten af januar. Der var massiv spiring, så de blev pottet om i plugbokse. Det går meget langsomt fremad, men der er da vækst at spore og der er så mange at jeg regner med at potte de største og flotteste om igen, mens resten bliver plantet direkte ud senere på sæsonen i håb om at de også klarer det, for ellers har jeg simpelthen ikke plads. Der er umiddelbart ikke nogle flerfarvede, men jeg har læst at de nogengange kan ændre karakter, når de er længere fremme i deres vækst.



Jeg har selvfølgelig også bestilt en masse spændende staudefrø i år, samt nogle gode gamle sommerblomster. Desuden supplerede jeg med et par Arabian Night Dahlia, som var på tilbud i supermarkedet.