lørdag den 23. februar 2013

Nye indkøb

Jeg er så småt ved at forberede mig på at jorden udenfor snart vil være til at komme i igen. Jeg synes godt man kan begynde at mærke at dagen er tiltaget med mere end 3 timer! Den sidste uges tid når jeg vågnede har jeg været helt bekymret for om jeg var kommet for sent op, fordi det ikke længere er mørkt tidligt om morgenen og man kan også mærke at solen er begyndt at varme mere, når den skinner. :)

Jeg vil derfor i dag og i morgen begynde at så en lille håndfuld af de stauder, som er lidt længe om at spire. Torsdag og fredag var jeg forbi Plantorama og Bilka's havecenter. Her erhvervede jeg mig en ny spade og greb, som først og fremmest virker praktiske, men som også er rigtigt flotte. Jeg har også købt 300 L (!) gødet spagnum, som jeg skal brugere senere til omprikling af stauder.



Jeg faldt også for nogle fristelser i form af Iris Hollandica og nogle Dahlia Eveline, som jeg længe godt har kunne tænke mig i haven. Desværre kunne jeg kun få Iris-løgene i mix, for jeg er nok mest interesseret i de blå og hvide. Sidst men ikke mindst fik jeg købt 10 stk barrodede bøgehækplanter, som jeg skal bruge til at "lappe" nogle huller fra planter der var gået ud i en bøgehæk, som jeg plantede for 2 år siden, for at afskærme stuevinduet fra naboens indkørsel. Jeg synes nemlig ikke det er så fedt at sidde inde i min stue og kunne vinke til naboen hver gang de kommer ud og ind af deres hoveddør.




Som en lille sidebemærkning kan jeg nævne at jeg under indkøbene i Plantorama opdagede en lille mus på gulvet foran gødningspallerne, som lå med benene i vejret og var ved at tage sin sidste udånding. Jeg fortalte det til personalet, som kom og hentede den lille stakkel. De mente at den nok havde spist noget gift, som rentokil havde lagt ud. Godt at jeg har en kat, som hurtigt og effektivt tager sig af den slags, tænkte jeg til mig selv. Et af mine første indlæg viser faktisk et billede af min hunkat, hvor jeg er ved at smække døren i, fordi hun er på vej ind i entreen med en kæmpe mosegris i kæften. Hun er virkelig en lille effektiv skadedyrsbekæmper :)