mandag den 18. april 2011

Hjertetræ og stemningsbilleder


Den have jeg overtog for nogle år siden var desværre dårligt vedligeholdt og jeg har derfor udsat den for en større renovation gennem de sidste 3-4 år, hvor jeg har fjernet rigtigt mange vildtvoksende planter der havde taget fuldstændig overhånd. Det mest hensigtsmæssige var nærmest at starte forfra, så jeg besluttede hvilke træer og planter der skulle blive og fjernede herefter resten og anlagde græsplæne. Det har gjort at haven nu er meget mere overskuelig og tager sig bedre ud, men desværre også lidt bar. Jeg plantede derfor i efteråret 2010 dette hjertetræ (Cercidiphyllum japonicum) efter længere tids research. Jeg var lidt bekymret for hvordan det ville klare vinteren, for jeg var ikke helt tilfreds med hvordan rødderne så ud da jeg fjernede plastpotten fra træklumpen da det skulle plantes. Jeg burde selvfølgelig have kontrolleret det på planteskolen, men glemte det i farten. Jeg gravede et stort plantehul og iblandede noget god hjemmelavet kompost, der kom fra alle de planter jeg havde fjernet fra haven gennem de sidste par år og kørt gennem en stor professionel flishugger-maskine, som jeg havde lejet på et byggemarked for en weekend. De sidste par dage har jeg allerede været utroligt glad for mit valg af træ - jeg synes det ser helt fantastisk ud med de flotte lysende orange-røde blade, der også står som flot kontrast til min mørkegrønne hæk af kirsebær-laurbær (prunus laurocerasus rotundifolia). Jeg regner med at denne kontrast fortsat vil fungere senere på sæsonen, idet hjertetræets blade skulle blive lys-grønne og til efteråret igen fremkomme med rødlige og gullige nuancer.

 Mit bed tæt ved terassen, der godt kunne bruge lidt lugning, men det venter jeg med til tulipanerne er afblomstret. Alle hyacintherne er nogle jeg har fået foræret af venner/bekendte der havde dem indenfor som drevne løg i foråret og jeg har derefter plantet dem ud. Flere har i år en flot blomstring.
Mine lupiner der første gang kom op sidste år myldrer op ad jorden. Jeg er sikker på de vil blomstre endnu flottere i år. I potten er tulipa sprengeri kimplanter.
 Her et bed på vej ned til baghaven der står i flimreskygge. Jeg har i efteråret plantet tulipaner, vibeæg, iris reticulata, krokus, hyacinther, prydløg og hosta. Yderligere har jeg her i foråret sået blåpudefrø over stenkanten på bedet, hvilket jeg tager lidt som en chance da jeg er usikker på om de vil få sol nok til at det vil lykkes. Jeg plantede også en hæk af bøg langs siden, for at afksærme mod naboen og for at få en lille hyggekrog der vil være helt fri for vind.
En tulipan jeg ikke har prøvet før og som jeg fik forærende et par poser af. Den hedder praestans fusilier og som man allerede kan se sender den flere blomster op pr. løg. Jeg er lidt usikker på om jeg kan lide den, men venter med at dømme til jeg har set den fuldt udsprungen. Det sjove med den er at den kom op senere end mine andre tulipaner, men den har i løbet af bare en uge fuldstændigt overhalet de andre i vækst og blomstersætning. Den står så også der hvor hjetetræet er plantet, så måske er det komposten der har gjort tricket.

2 kommentarer:

  1. Jeg syntes det er et rigtig godt valg du har truffet med hensyn til hjertetræet. Det er nemlig et meget smukt træ gennem hele sæsonen.

    Jeg har 3 forskellige hjertetræer i min have, den almindelige japonicum, en hængende, og sidste år købte jeg et hjertetræ med meget røde blade.
    Den sidste plante er stadig lille, og jeg er meget spændt på, hvordan den bliver når den vokser til :-)

    Hilsen Vivik

    SvarSlet
  2. Hej Vivik, tak for din kommentar. Jeg læser ofte din blog og vil da meget gerne se det hjertetræ med meget røde blade du taler om :)Det var også efter meget lang tids research at jeg fandt frem til at det skulle være et hjertetræ, især fordi alle dem jeg talte med omkring træet virkede meget begejstret for det og fordi det også nogle smukke blade og høstfarver. Der var også nogle der sagde det skulle dufte på en bestemt måde på et tidspunkt i sæsonen (løvfald?).

    Jeg har i øvrigt plantet en Acer Palmatum i nærheden af hjertetræet, da jeg læste de skulle komplimentere hinanden godt og det synes jeg da også lader til at være tilfældet. Jeg håber bare Aceren bliver ordentlig høj med tiden, gerne 4 meter hvis det står til mig.

    vh. JOC

    SvarSlet