fredag den 1. april 2011

Stauder i udvikling

Jeg har løbende gennem de sidste 6 uger sået forskellige frø fra stauder og forkultiveret dem i vindueskarmen. Jeg fyldte forskellige bakker med købt så- og priklejord og såede frøene som angivet på frøpakkerne og overdækkede herefter med plast. Når kimplanterne kom frem fjernede jeg straks plasten og stillede bakkerne i vindueskarmen, så de kunne få godt med sol. Jeg sørgede samtidigt for at være meget over dem mht. vand, for der kunne virkelig blive varmt når solen virkelig skinnede igennem. Jeg har næsten hver dag når jeg kom hjem stillet bakkerne med kimplanter udenfor i min. et par timer - men kun når vejret var til det (dvs. ikke hård blæst eller temperaturer under 5 grader). Dette har jeg også gjort med nogle små stauder jeg havde købt fra et supermarked og med de dahlia jeg forkultiverer. Det virker som om det har hjulpet, for planterne virker ikke til at være blevet lange og ranglede, men tværtimod korte og "stive" i det med en god dybgrøn farve på bladende. Jeg tror også det vil lette overgangen når de engang skal plantes ud og færre planter derfor går til. Flere af planterne er nu så småt klar til at blive priklet ud i små potter. Til dette formål har jeg tænkt mig at bruge en Paper Potter, som er et lille værktøj af træ hvorom man kan vikle avispapir og efterfølgende få små potter ud af det. De holder fint sammen på jorden og man kan sagtens vande fra bunden af avispapir-potten uden at den går i stykker. Jeg var lidt skeptisk omkring avispapir-potternes holdbarhed til at starte med, men må sige at de fungerer upåklageligt. På billedet herover ses hvordan nogle af planterne er sat ud min. nogle timer om dagen. Læg i øvrigt mærke til de to potter øverst i venstre hjørne i baggrunden der står i jorden - disse blev sat ud i efteråret med frø fra Tulipa Sprengeri og de vrimler nu op med små tulipan-kimplanter. Det er vigtigt at Tulipa Sprengeri frø står udenfor gennem vinteren, så de får en kuldeperiode, da de ellers ikke vil spire.



Stauder jeg har sået fra frø (alle skulle være hårdføre i følge frøpakkerne):
- Papaver Orientale "Fruit Punch" (staudevalmuer i bl. farver)
- Aquilegia "Magpie" (Akeleje også kendt som "William Guinness" - mørklilla + hvid)
- Aquilegia "McKana Giants Mixed" (Langsporede akelejer i bl. farver)
- Aquilegia "Caerulea" (Akeleje lyslilla + hvid)
- Geranium Pratense "Purple Haze" (storkenæb med mørkt løv og lilla blomster)
- Geranium Pratense "Striatum" (storkenæb med mørkt løv og stribede blomster)
- Lupin "band of nobles" (lupiner i bl. farver)
- Tradescantia Andersonia "mixed" (bl. farver trekantblomst)
- Nepeta Transcaucasia "Blue Infinity" (katteurt med lilla blomster)
- Digitalis "Candy Mountain" (fingerbøl med opretstående lilla blomster)
- Digitalis "Snowy Mountain" (fingerbøl med opretstående hvide blomster)
- Eryngium Alpinum "Blue Lace" (Mandstro med blåligt løv og tidsellignende blomster - svær at få til at spire)
- Delphinium X Cultorum "Tall Black Knight" (Ridderspore med blå blomster og sort midte)
- Delphinium X Cultorum "Centurion Rose" F1 Hybrid (Ridderspore med lyserøde blomster og hvid midte)
- Echinacea "Lustre Hybrids" (Purpursolhat i bl. farver: hvid, orange, lyserød)
- Aster "composition" (Blanding af Aster novi-belgi og novae-angliae i forskellige farver)

Det er gået fint med spiringen af alle planterne indtil videre. Eryngium Alpinum frøene er dog ikke spiret endnu, men der står også på pakken at de kan være svære at have med at gøre og at det kan blive nødvendigt at sætte dem i køleskab nogle uger og herefter tage dem lidt frem og tilbage for at få dem til at spire, så jeg håber det går.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar