fredag den 3. juni 2011

Blå blomster

Nogle af mine favoritter blandt de blå blomster er kornblomsterne. Ofte synes jeg at man er særligt glad for de planter der er lidt specielle, f.eks. hvis de er sjælde eller man har fået dem af en særlig person. I tilfældet med den blå kornblomst, er jeg glad for den af flere grunde, men en af dem er fordi jeg altid tænker på min mor når jeg ser den. Jeg ved nemlig at det er hendes yndlingsblomst og jeg kan huske da jeg var lille og hun første gang fortalte mig om den og talte om hvordan den i hendes barndom var meget udbredt i grøftekanter og at man næsten ikke kunne undgå at se den når man var ude på landet. Jeg tror også hun har sagt at den  var lidt mere blå dengang hun var barn :). Den er i hvert fald helt sikkert en af de planter jeg bare skal have i min have. Den er også meget nem, for når først man har sået en håndfuld frø, så bliver den somregel også i haven. Den spreder sig nemlig villigt gennem frø som enårig og dukker ligepludselig op på steder i haven hvor man ikke forventer det. Den dukker også pludselig op i mange forskellige farver indenfor den blå farveskala. F.eks. som på de to billeder nedenfor.






Mine blå lupiner står rigtigt flot lige nu. De blomstrede første gang sidste år og har sat mange flere blomster i år. Jeg er dog lidt overrasket over farven. Sidste år synes jeg at de blå var mere lilla og at de lilla var lyserøde. Måske skifter de farve fra år til år?


En anden blå blomst, som også er meget nem, er purløgsblomsterne. Selvom de bare er sat ud som rødder fra en af de små tørvepotter man kan købe i supermarkeder, og ikke som en dyrt indkøbt plante fra planteskolen, så er jeg ikke mindre glad for dem og ville heller ikke undvære dem.








Her et billede af min kat der ofte følger med rundt i haven når jeg er ude, for at se hvad der foregår.


2 kommentarer:

  1. Blå blomster er bare så smukke - og jeg har alt for få af dem i haven - meeeen, det skal jeg nu nok få lavet om på ad åre.

    Mellem mine solsikker i min "solsikkepark" har jeg smidt en blandet bunke frø (Nogle af frøene skulle bruges inden 2008, så jeg ved ikke hvor mange, der bliver til noget) heriblandt kornblomster. Det er en ualmindelig smuk blomst - og minder mig om min barndom, hvor jeg kan huske den var "allevegne".

    SvarSlet
  2. Hej Joc

    Jeg synes dine kornblomster er supersmukke.
    Sikken farve. Og flot fotograferet.
    tak for besøget på min blog. Det er altid dejligt når der er nogle der kigger med og læser ens indlæg.

    Jeg tror ikke lupinerne skifter farve. Det har jeg i hvertfald ikke oplevet i min have. Det er de samme hvert år. Dog er der kommet en ny farve, som nok har sået sig. Den er lidt mere lilla, glæder mig til at se den når den er sprunget helt ud.

    Hav det godt.

    Sikke nogle fridage det har været
    Har set en meget smuk have idag.

    Knus
    Eva

    SvarSlet