søndag den 19. juni 2011

Hjemmelavede stauder og udplantning

Nu hvor jeg endelig har sommerferie har jeg haft tid til projekt staudebed igen. Jeg er stadig ved at anlægge et større bed i plænen, her mangler jeg dog den sidste jordbehandling inden jeg kan gå igang med at plante, så inden da fokuserede jeg i går min energi på det bed som jeg klargjorde i efteråret. Her har der været mange forårsblomster, men ikke mange stauder, så det fik jeg lavet om på. Jeg startede med at fjerne de visne tulipaner og ukrudet. Undervejs stødte jeg på foruroligende mange små dræbersnegle, så jeg skal fremover virkelig være over bedet her. Efter jorden var helt lækker og udplantningsklar hentede jeg de forskellige stauder der skulle ned. Jeg har jo selv dyrket en masse fra frø i foråret, helt uden brug af drivhus, men på trods af det synes jeg faktisk det er lykkedes over al forventning. Stauderne kom ned en efter en, heriblandt også dem jeg købte på mit planteskolebesøg for nogle dage siden. Jeg mangler nu kun et enkelt lille hul i bedet ud til kanten, men mon ikke jeg nok skal få det fyldt ud inden længe...På billederne nedenfor har jeg taget billeder af nogle af de planter der indgår i bedet.



Dagliljen her hedder Stella D'oro og blev købt for en ti'er for 2 stk. i Netto i foråret.





Hjemmedyrket ridderspore af typen Tall Black
Knight købt som frø hos Thompson og Morgan.
Jeg har nok 40-50 stk af disse, så hvis der er
nogen der vil bytte, så sig endelig til : )
Cerastium tomentosum "Silverstone" købt for nogle dage
siden på planteskolen. Jeg kan rigtigt godt lide planter med
gråt/hvidt løv, så da jeg så denne her kom den straks ned
i kurven. Den lyser også flot op i bedet, omend den stadig
er lidt lille.




Her ses lidt af bedet. De to hostaer flyttede jeg, så de nu står længere fremme mod kanten af
bedet. De bliver jo ikke så høje, så de var placeret dårligt før. Mellem hostaerne ses mine to
nye Alunrod. Jeg synes måske den mørkløvede passer knap så godt ind rent farvemæssigt,
men det kan jeg jo lave om på senere. Tilgengæld synes jeg Iris Pallida'en passer fantastisk
i bedet og jeg glæder mig til den bliver rigtigt stor og kraftig. Mellem de større planter har jeg
også plantet små akeleje planter ud, som jeg såede fra frø i foråret og foran hostaen er sat et
par geranium, hvoraf den ene også er hjemmedyrket.




Slangeurten her købte jeg for en 5'er på Lyngby plantemarked
for et stykke tid siden. Den har derfor stået i karantæne indtil
nu og det var sgu godt den gjorde det, for jeg fandt noget der
lignede en spire fra en agerpadderokke, som jeg heldigvis
er fri for her i haven!




Dette er godt nok ikke en rose jeg har, men
jeg lagde mærke til den på planteskolen for
et par dage siden og overvejer om den skal
med hjem på et tidspunkt. Flere af jer kender
den sikkert godt, det er en Ingrid Bergman
Rose. Godt navn til en flot rose synes jeg : )

2 kommentarer:

  1. Det skal nok bliver et flot bed. Slangeurt er jeg også meget glad for. Din daglilje har en skøn varm gul farve. Mine er mere kold gule.

    SvarSlet
  2. Spændende :o)

    Jeg er også helt vild med "sølvplanter", som jeg kalder dem og må helt sikkert også have fat i en "Silverstone", men det får vente lidt - jeg forsøger at holde en pause for plantenyanskaffelser frem til efteråret. Jeg har jo ikke rigtig nogle bede at sætte dem i, før jeg har fået fjernet det =)%/#)%/U() græs og hældt jord på....så jeg må væbne mig med tålmodighed... :o)

    Ah - 3 dage til SOMMERFERIEN!

    SvarSlet