søndag den 12. juni 2011

Første Dahlia, klokkebusk og hyldeblomst

Så er den første Dahlia sprunget ud. Den er fra nogle knolde jeg købte i foråret i Netto sammen med nogle andre orange blomstrende planter og jeg synes egentlig den er ret flot. Når jeg er færdig med det nye bed inden længe, vil den blive udplantet heri. Sjovt nok er den Dahlia jeg selv har overvintret og som er betydeligt større, kun lige ved at sætte blomsterknopper, men måske den har det for godt.





Den gamle klokkebusk (Weigela) står og blomstrer rigtigt flot lige nu. I efteråret 2009 blev den klippet meget kraftigt tilbage og blomstrede derfor slet ikke sidste år, men jeg skal love for den kommer efter det i år. Den blev klippet ned fordi den stod inde i et vildtvokset område fra før min indflytning og derfor var blevet noget irregulær i sin vækst. Her måtte jeg desværre også fjerne nogle gamle syrener der var blevet så kraftige og høje at de ikke var til at have med at gøre.





Ikke langt fra klokkebusken står en enkelt hyld, som jeg har for blomsterne og bærrenes skyld. Jeg har tidligere lavet hyldebærsaft og nu hvor den blomstrer overvejer jeg om jeg skal forsøge mig med denne opskrift på hyldeblomstsaft, det har jeg nemlig ikke prøvet før.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar