onsdag den 8. juni 2011

Den forkerte rose

Ja så skete det igen, en plante man tror man har købt viser sig at være en anden. For ca. 2 mdr. siden købte jeg i netto 2 stk. "Edelrose Tea-hybrid" med navnet "Virgo" og de skulle i følge pakken være hvide roser. Mens jeg stod ved roserne ude foran Netto, tog jeg for en sikkerheds skyld min smartphone og søgte efter billeder af den på internettet. Jeg ville nemlig nødigt komme hjem med en rose, som jeg egentlig ikke ville have - ikke så meget for pengenes skyld, for den kostede kun 15 kr, men jeg ville ikke bruge tid og energi på at plante, passe og pleje den hvis den senere skulle vise sig ikke at leve op til mine forventninger. På internettet fandt jeg så nogle meget flotte billeder af rosen og jeg var derfor ikke et sekund i tvivl om at den skulle med hjem. Jeg har så siden gået og puslet om den og for nogle uger siden satte den ene en masse knopper. For nogle dage siden bemærkede jeg at knopperne godt nok så lidt røde ud og tænkte allerede der "åh nej". I dag er den første blomst så sprunget ud og det er bestemt ikke en flot hvid "Virgo", som jeg troede jeg havde købt. Ja ja den er da meget pæn, men jeg ønskede mig altså en hvid rose! Nå men jeg finder vel en plads til den et sted, men note til mig selv: køb ikke roser i Netto medmindre du ønsker at blive overrasket.






Sådan så pakken ud rosen var pakket ind i. Tydeligvis ikke en
lyserød rose.


Ude i et af bedene fik jeg plantet de stauder ud, som jeg forleden dag købte i Bilka havecenter. Bl.a. denne stjerneklokke som nu er begyndt at blomstre. Jeg synes meget godt om blomsterne og glæder mig til planten får lidt mere fylde, så den rigtigt pynter i bedet. Dens fulde navn er Campanula poscharskyana "Stella".

2 kommentarer:

  1. Det har jeg også prøvet mere end en gang, man bliver lidt skuffet. Jeg havde købt en rød, troede jeg, den viste sig at være orange.
    Jeg købte også en New Dawn som viste sig, at være noget helt andet, men dog i samme farvetone og i øvrigt meget smuk.Det var nu ikke en klatrerose, så den måtte flyttes.

    SvarSlet
  2. Roser køber jeg heller ikke flere af i Netto. Men det er ikke kun roserne som ikke er hvad de udgives for at være. Den er helt gal med farverne.

    Til gengæld har jeg nogle meget fine hindbærbuske som giver bær fra midt sommer frem til frosten. I 2010 plukkede jeg sidste gang 2 dage før senen lagde sig permanent i månedsvis. Positivt overrasket kan man også blive.

    SvarSlet