søndag den 30. juni 2013

Staudelathyrus og riddersporer

Mine lyserøde staudelathyrus blomstrer for fulde gardiner lige nu og det er en staude, som jeg er blevet rigtigt glad for. Den står nemlig et lidt besværligt sted langs husmuren, hvor der ikke kommer så meget vand, men den kan åbenbart lide det, for den kommer igen år efter år med en kraftig vækst og blomstrer fra her sidst i juni. Hvad den mangler i duft, det kompenserer den med i blomstring, og den stopper først blomstringen når frosten sætter ind. Men som med den enårige bliver den kun ved med at blomstre, hvis man husker at "dead-heade" den, dvs. piller de afblomstrede blomsterstande af.



Ude i det nye staudebed skal jeg love for der også er knald på væksten. Det buldrer op med mange af de stauder jeg har sået i år og de planter jeg flyttede til bedet i efteråret 2012 blomstrer rigtigt fint. Blandt disse er de flotte blå pacific ridderspore hybrider, som jeg fik 5 stk. af meget billigt i efteråret, da jeg købte dem efter de var afblomstret. Så jeg var lidt spændt på at se hvilke farver de kom med i år og jeg er bestemt ikke blevet skuffet. Bag den blå ridderspore, kan man lige ane knopperne af en anden ridderspore med lilla blomster. Den er jeg MEGET spændt på, for den har jeg faktisk sået fra frø for 2 år siden, men den stod et dårligt sted og har aldrig blomstret før, så jeg blev meget glad da jeg så at den havde sendt et kraftigt højt spir med blomsterknopper i vejret. Det er en "centurion rose" hybrid og jeg skal nok lægge billeder op når den går i blomst. : )


Ingen kommentarer:

Send en kommentar