mandag den 17. december 2012

Så er jeg tilbage på bloggen

Så er jeg tilbage på bloggen. Jeg har haft et meget travlt 2012 og har derfor været fraværende. Jeg var blandt andet på en længere tur til Indien fra februar til maj, hvor jeg rejste rundt til forskellige dele af landet. Det var en helt fantastisk tur, som jeg umuligt ville kunne beskrive kortfattet og jeg skal helt sikkert afsted igen til andre dele af verden, når muligheden byder sig. Et af de flotteste steder jeg kom forbi var teplantagerne oppe i bjergene nær en by der hedder Munnar. Køreturen derop var helt fantastisk og jeg kunne gradvist fornemme hvordan klimaet ændrede sig i takt med hvor højt jeg kom op i bjergene. I bunden var der mange bananplantager og palmer, men efterhånden som man kom op var der flere og flere løvtræer og blandt disse voksede der en overflod af de mest fantastiske hvide engletrompet-blomster. Selve teplantagerne var dog nok det smukkeste syn, det mindede om noget taget udfra en eventyrfilm, hvor disen gled henover kæmpe arealer af små te-træer der nærmest dannede et patchwork-tæppe på bjergsiderne, med kæmpe kampestene spredt indimellem. Et syn jeg aldrig vil glemme og som enhver burde være forundt at opleve.

En anden helt utrolig smuk oplevelse var turen gennem kanalerne i området når byen Allepy. Her boede folk helt ud til kanalerne i små farvestrålende huse og foretog deres dagligdagspligter under palmerne mens man passerede forbi. Naturen i den del af Indien der hedder Kerala, er noget af det smukkeste jeg nogensinde har set og området bliver da også kaldt for Guds eget land, hvilket man godt kan forstå når man har ser den frodighed og rigdom på planter og dyr, som findes her.






Efter jeg kom hjem har jeg også brugt rigtigt meget tid på mine eksaminer på universitetet og jeg mangler nu blot en enkelt fra at have fuldført min uddannelse. Jeg glæder mig rigtigt meget til at begynde at arbejde omend det også er lidt vemodigt at skulle sige farvel til studietiden. Jeg glæder mig også rigtigt meget til foråret, så jeg kan gå igang med haven igen. I den forbindelse har jeg bestilt en masse nye staudefrø, som i løbet af 2013 gerne skulle blive til flotte planter ude i bedene. Jeg har allerede vintersået en del af de frø jeg har fået med posten, hovedsageligt dem hvor der på pakken står at de har brug for en kuldeperiode. Jeg håber jeg har lidt bedre held med Geranium i år, for en tidligere såning af blot 12 frø, som var forholdsvis dyre, resulterede i kun en enkelt levedygtig plante. Yderligere forsøger jeg mig i år med Meconopsis (Tibets blå valmue) og en lang række andre frø, som kan ses under fanen "planteliste" ovenfor. Jeg har omkring 30 forskellige staudefrø, for på trods af jeg siger til mig selv hvert år at jeg skal begrænse mig til 10-15 stykker, så bliver jeg altid fristet og må lige have lidt ekstra. Jeg sår dog kun 5-10 frø af hver pakke, for så ender jeg ikke ud med en hel planteskole og hvis de skulle gå til, så har jeg altid flere jeg kan starte til næste år.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar