mandag den 5. august 2013

Oenothera "Lemon Sunset" HOT or NOT?

En af de stauder jeg købte fra frø og såede i foråret hedder Oenothera "Lemon Sunset" fra Thompson og Morgan. Det danske navn er kæmpenatlys og det er sgu ikke for sjov den hedder det, for den blomstrer virkelig først når solen går ned. Når man så om morgenen ser dem igen, er de helt lukkede og ser godt brugte ud, som om de kun var skabt til at holde en enkelt nat, for herefter at visne helt ind. Jaja de er da meget pæne lige omkring solnedgang, men hvis man kun kan nyde synet af dem når man dårligt kan se dem eller for den sags skyld ligger og sover, så er der altså ikke meget ved dem. Derfor bliver det en NOT herfra. De kan få en plads i et skyggebed, hvor de får lov at være i fred hvis de kan klare sig, men i solbedet får de altså ikke lov at blive.


lørdag den 3. august 2013

Hvid kongelys "snow maiden" og dahlia

Der er fuld knald på det nye staudebed lige nu og det vrimler med sommerfugle, svirrefluer og bier. I foråret købte jeg nogle staudefrø fra T&M af den hvide kongelys "Snow Maiden" og de første planter blomstrer allerede. Jeg håber at den overlever til næste år, for den pynter rigtigt godt i bedet og har nogle lækre store blade, som er helt bløde at føle på. Bladene er godt nok ikke helt så hvide, som jeg havde forestillet mig, men de har helt klart fået et mere gråligt skær efterhånden som vi er kommet hen i august måned.




Jeg havde også overvintret en håndfuld dahliaknolde, som jeg havde delt til virkelig mange separate planter. Jeg plantede dem ud ret tidligt og de nåede lige at få lidt frost, så de måtte desværre starte forfra, men det var sikkert ikke så tosset, for de er blevet flotte og buskede med masser af blomsterknopper. Herunder kan ses lidt af udvalget.


Dahlia Duet

Her en dahlia som blot er købt under navnet "decorative", står sammen med morgenfruer.

Jeg kender ikke navnet på denne, men jeg er ret glad for den.

Er meget skuffet over den her. Den er købt som en Eveline i plantorama i hillerød i forået, men der er tydeligvis tale om en anden sort. Jeg købte 3 pakker og den ene pakke blev aldrig til noget, så jeg håber den sidste virkelig er en eveline, jeg ved det først om nogle dage når den springer ud.