tirsdag den 8. marts 2011

Stauder

Det er min plan at jeg i år vil anlægge et større staudebed i græsplænen, men jeg blev hurtigt klar over at hvis et sådant bed skulle fyldes op med færdige stauder fra planteskolen, så ville det blive en dyr fornøjelse. Når man nu kan opnå det samme resultat med lidt planlægning og indkøb af jord og frø, men til en brøkdel af prisen, så var valget ikke svært. Jeg synes også haveoplevelsen bliver mere fuldent når man selv sår sine planter og følger dem fra små kimblade til store blomstrende planter. Derfor har jeg i februar bestilt frø på nettet og er så småt gået i gang med at så her i starten af marts, hvor solen nu for alvor er ved at genvinde sin styrke. Der gik ikke mange dage fra jeg såede de første frø, til de små kimplanter kom op, men sjovt er det at jeg såede to forskellige farver af tobaksblomst (dog ikke en staude) men at der var meget stor forksel på spireevne, som det fremgår af billedet.


Planen er at jeg løbende vil fjerne lidt græstørv fra plænen og her i foråret afhente en masse gratis kompost fra genbrugsstationen og blande det i jorden. På denne måde er bedet klart og lækkert til når planterne skal ned i sensommeren/efteråret. Jeg har ikke anlagt et bed før, men jeg ved at det er vigtigt at tilføre komposten fordi jorden skal indeholde godt med organisk materiale så planternes rødder bedre kan få fat og suge vand og næringsstoffer til sig. Med andre ord en jordforbedring der gerne skulle sikre en god jordstruktur så planterne får den bedste start i det nye bed.


I sidste uge faldt jeg tilfældigvis over et stativ ude foran supermarkedet som var fyldt med stauder i små plastikindpakninger. De kostede kun 10 kr. pr. pakke og havde forskelligt antal af planter afhængigt af sorten. Det kunne jeg ikke passere forbi, så jeg købte ca. 10 pakker - bl.a. daglilje "stella d'oro", Phlox "panniculata", Iris Sibirica, m.fl. Jeg må sige jeg blev lidt nervøs da jeg fik dem ud af pakkerne, for de så lidt nødlidende ud. Jeg skyndte mig derfor at hente nogle plastikpotter, som jeg fyldte med planteskolejord og plantede de stakkels planter
heri og vandede.

Efter 3 dage åndede jeg lettet op og kunne se at de havde fået godt fat, med saftspændte og grønne blade. Nu her små 2 uger efter står de i vindueskarmen og slikker sol som det kan ses på billedet. Jeg vil så gradvis akklimatisere dem til kulden når vi kommer lidt længere frem på sæsonen og derefter plante dem om i større potter, før de tilsidt kommer ud i staudebedet senere på sæsonen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar