søndag den 9. juni 2013

Det nye staudebed + lidt af det der blomstrer nu

Det nye staudebed som jeg har anlagt i år er så småt ved at tage form. I efteråret flyttede jeg en masse liljeløg, fra et sted hvor de stod knap så heldigt og gennemforåret har jeg forspiret en masse staudefrø i vindueskarmen og løbende ompriklet dem og sat dem ned i staudebedet. Der er endnu ikke så meget der blomstrer, men det er spændende at følge med i hvordan de små frø jeg såede er ved at udvikle sig til rigtigt flotte planter og jeg er ikke i tvivl om at nogle af dem allerede vil blomstre senere i år og næste år bliver det endnu bedre!



Langs husmuren har jeg plantet et par clematis og nogle lathyrus og de pynter rigtigt flot på den ellers lidt kedelige mur. Her er det Clematis Multiblue, som blomstrer lige nu. Sidste år var den desværre angrebet af noget dårligdom, hvilket jeg ved andre med gruppe II clematis også var udsat for, så den blev klippet helt ned, men er altså kommet flot igen i år.



Langs havegangen har jeg haft rigtigt travlt. For nogle uger siden var dette bed fyldt med ukrudt (hvilket også fremgår af græsset mellem fliserne), så jeg brugte en hel søndag på at rense det. Jeg har både hosta og liljekonvaller i det og jeg håber jeg med tiden kan få det lukket tæt, så hostaerne dækker hele vejen op, evt. i selskab med nogle andre planter. Det er kun 2 år siden jeg plantede hostaerne som bittesmå planter, så de kan åbenbart lide at stå her, for de er mere end fordoblet i størrelse.



Her til sidst får I lige et closeup af en af de mange akelejer der også blomstrer lige nu. De er købt fra frø fra T&M og hedder "Magpie" og det er nok dem jeg bedst kan lide sammen med de langsporede. Jeg synes desværre jeg har lidt for mange akelejer i fesne farver, så jeg begynder nok at tynde ud i lidt af dem jeg ikke er så vild med.




torsdag den 6. juni 2013

Staudevalmue "Fruit Punch"

For nogle år siden, da jeg selv begyndte at dyrke mine stauder fra frø, var nogle af de første frø jeg bestilte, nogle staudevalmuer fra Thompson og Morgan. De var meget taknemmelige og blomstrede allerede det første år og de er kommet stabilt igen hvert år lige siden. Det var en blanding der hed Fruit Punch med nogle af de mest populære sorter i blandede farver med bl.a. "Coral reef" og Patty's plum m.fl. Ligenu er den første sprunget i blomst. Det er ret sjovt at se hvordan de nærmest ligger foldet sammen inde i kapslen, som et krøllet stykke papir lige når de åbner sig og de er super flotte med deres kulsorte midte når man kigger ned i dem. Herunder har jeg fanget den første blomst i udspring først kl. 06:00, hvor den er lige ved at åbne sig, og igen kl. 19:00 efter jeg var kommet hjem fra arbejde (kapslen var faldet af af sig selv).












torsdag den 11. april 2013

Iris reticulata



Der er så småt ting der er begyndt at røre på sig i haven, blandt andet kan jeg se at tulipanerne er begyndt at sætte blade over jorden, men lige nu er det klart mine Iris reticulata, der stjæler opmærksomheden. De har en helt fantastisk dyb blå farve med et smukt mønster i gul og hvid og jeg er vild med denne iris. De lever nu på 3. år i haven og jeg troede faktisk at de var gået til i år, for man hører tit at de er ret sarte, men de er åbenbart plantet et godt sted, så jeg håber jeg har dem mange år endnu. Jeg ville bare ønske jeg havde endnu flere, så de dækkede hele det bed de står i, men det kan der jo heldigvis laves om på når der skal lægges løg til efteråret :)


Tête-a-tête narcisserne er også kommet op, men de blomstrer endnu kun dér hvor de står lidt lunt opad husmuren, de andre steder i haven hvor jeg har dem er der endnu kun grønne blade, men det begynder heldigvis at gå stærkt nu. Jeg glæder mig bare så meget til at der kommer en dag hvor jeg rigtigt kan sidde ude på teressen og nyde en kop kaffe på en lun forårsdag.


mandag den 4. marts 2013

Bring foråret indenfor





Så blev det også rigtigt forår her og hvor er det skønt! Solen varmede rigtigt behageligt i går, så jeg gik en tur med kæresten i skoven. Her var det dog lidt koldere og der var ikke rigtig kommet gang i skovbunden endnu, men tilgengæld var der en masse flotte mosser. Dem kunne jeg ikke passere forbi og jeg tog en lille håndfuld blandet mos med hjem, for jeg fik nemlig den idé at jeg ville bringe lidt af det jeg har meget af i haven indenfor. Jeg gravede derfor lidt vintergækker og erantis op fra nogle steder hvor de alligevel stod uhensigtsmæssigt og placerede dem i en lille zinkbakke med mosset fra skoven og hvor er det bare skønt at sidde og nyde synet af de utroligt flotte vintergækker helt tæt på. De bliver selvfølgelig plantet ud igen lidt senere, for dem kan man aldrig få for mange af. :)

lørdag den 23. februar 2013

Nye indkøb

Jeg er så småt ved at forberede mig på at jorden udenfor snart vil være til at komme i igen. Jeg synes godt man kan begynde at mærke at dagen er tiltaget med mere end 3 timer! Den sidste uges tid når jeg vågnede har jeg været helt bekymret for om jeg var kommet for sent op, fordi det ikke længere er mørkt tidligt om morgenen og man kan også mærke at solen er begyndt at varme mere, når den skinner. :)

Jeg vil derfor i dag og i morgen begynde at så en lille håndfuld af de stauder, som er lidt længe om at spire. Torsdag og fredag var jeg forbi Plantorama og Bilka's havecenter. Her erhvervede jeg mig en ny spade og greb, som først og fremmest virker praktiske, men som også er rigtigt flotte. Jeg har også købt 300 L (!) gødet spagnum, som jeg skal brugere senere til omprikling af stauder.



Jeg faldt også for nogle fristelser i form af Iris Hollandica og nogle Dahlia Eveline, som jeg længe godt har kunne tænke mig i haven. Desværre kunne jeg kun få Iris-løgene i mix, for jeg er nok mest interesseret i de blå og hvide. Sidst men ikke mindst fik jeg købt 10 stk barrodede bøgehækplanter, som jeg skal bruge til at "lappe" nogle huller fra planter der var gået ud i en bøgehæk, som jeg plantede for 2 år siden, for at afskærme stuevinduet fra naboens indkørsel. Jeg synes nemlig ikke det er så fedt at sidde inde i min stue og kunne vinke til naboen hver gang de kommer ud og ind af deres hoveddør.




Som en lille sidebemærkning kan jeg nævne at jeg under indkøbene i Plantorama opdagede en lille mus på gulvet foran gødningspallerne, som lå med benene i vejret og var ved at tage sin sidste udånding. Jeg fortalte det til personalet, som kom og hentede den lille stakkel. De mente at den nok havde spist noget gift, som rentokil havde lagt ud. Godt at jeg har en kat, som hurtigt og effektivt tager sig af den slags, tænkte jeg til mig selv. Et af mine første indlæg viser faktisk et billede af min hunkat, hvor jeg er ved at smække døren i, fordi hun er på vej ind i entreen med en kæmpe mosegris i kæften. Hun er virkelig en lille effektiv skadedyrsbekæmper :)

fredag den 18. januar 2013

Geranium og vintersåning.

Udenfor i haven ligger der et lille skatkammer og venter på at temperaturen stiger og lyset tiltager. Jeg har nemlig for en måneds tid siden sået en række forskellige staudefrø i bakker og sat dem udenfor, så de kan hygge sig i kulden og forhåbenligt dermed blive lidt mere villige til at spire end det ellers ville være tilfældet. En af bakkerne er sået til med Geranium Purple Haze, som er en mørkløvet geranium. Jeg forsøgte mig også med den for to år siden, men her spirede ikke ét eneste af de kun 6 frø, som var i posen. Nogle erfaringer rigere har jeg derfor i år vintersået dem, for de SKAL åbenbart have kulde og jeg venter spændt på om de kommer frem til foråret, når jeg tager dem ind i vindueskarmen.


Sådan håber jeg min geranium kommer til at tage sig ud om et halvt års tid.


Heri gemmer der sig meconopsis og et par andre frø i bakker, kun dækket med visne blade. Bakkerne er overdækket med den grønne kasse for at solsorten ikke skal kanøfle mig, som den gjorde sidste år!


Flere stauder i bakker, de får godt med frost. Jeg håber det hjælper.



Nede i krybekælderen ligger georginerne også og hygger sig. Jeg har meget god erfaring med at opbevare dem i en kasse, hvor jeg mellem knoldene har strøet træflakes, som er knastørt svasmuld/træstøv, der er presset sammen til små kugler. Jeg kigger altid til dem 1-2 gange i løbet af vinteren, for at se om der skulle være en enkelt knold der er gået råd i, men jeg har endnu ikke oplevet det. Alle knoldene var ligeså hårde, som da jeg lagde dem og enkelte havde allerede sendt et par små spirer ud. Jeg delte dem i øvrigt før jeg lagde dem ned, så de fylder mindre. Man skal blot huske, at der skal være noget af blomsterstænglen på knoldene, da det er her øjnene sidder, som de små spirer bryder fra. Jeg var også lidt hård og smed nogle på komposten i efteråret, for der var nogle knap så spændende lyserøde imellem, som jeg ikke fandt bevaringsværdige. Jeg regner med at tage dem op engang i april/marts og så stiller jeg dem udenfor om dagen og ind igen om aftenen, så de ikke bliver ranglede, men tilgengæld blomstrer 1-2 mdr. tidligere end ellers.

 

torsdag den 17. januar 2013

Hvid kongelys

Der er sikkert andre end mig der har bestilt frø og kan mærke det er begyndt at krible lidt i en mht. om det ikke snart kan blive forår, så man kan komme igang med at så. En af de planter jeg glæder mig til at forsøge mig med i år, er den flotte store hvide kongleys "Verbascum - Snow Maiden". Den skulle efter sigende have et fantastisk gråligt og loddent løv, foruden smukke hvide blomster. Jeg har altid godt kunne lide kongelys og er sikker på at denne sort vil tage sig rigtigt godt ud her i haven, og jeg glæder mig til at jeg snart kan begynde at så den.

Jeg fandt et flot billede af den på nettet hos en engelsk blogger, som jeg har tilladt mig at "låne" indtil jeg har mine egne, så jeg har inkluderet kilden under billedet, som det sig hør og bør.


Courtesy of homebird from growsonyou.com

torsdag den 27. december 2012

Amaryllis og billige løg

I starten af december tog jeg forbi min lokale planteskole i Bagsværd for at købe lidt så- og priklejord, som var på tilbud. Jeg skal i løbet af foråret til at så en masse staudefrø, så mine staudebede kan blive fyldt lidt mere op. Foruden jorden skulle jeg også bruge lidt gran og jeg havde egentlig også troet at der ville være udsalg af løgene, når jeg jo var så sent ude som december. Men ak nej, her var masser af løg, men de var til fuld pris, på trods af mange af dem i den grad var begyndt at spire. Da jeg spurgte om de aldrig holdt løg-udsalg, blev jeg nærmest mødt med et forundret blik og svaret "neeej sådan noget bruger vi ikke her". Ja, det er desværre nok fordi man bor tæt på København at det er sådan. Amaryllisløgene stod således til 89 kr stykket og det er jeg altså for nærig til. Jeg har nemlig ikke som næsten færdig studerende en indkomst, der berettiger mig til at købe løs og jeg er desuden af den overbevisning at man sagtens kan få flotte planter uden at skulle bruge en formue. Jeg valgte derfor at køre en mindre omvej forbi en lille butik ved Lyngby mølle, som sælger både blomster og planter i forskellige afskygninger. Den er drevet af en venlig indvandrer og hans søn og man er altid sikker på at kunne finde nogle planter til en billig pris. Der ser som regel farligt ud når man bevæger sig længere ind i butikken og stedet kunne godt gøre lidt mere ud af at rydde op, men de har altid gode planter til en billig pris. Jeg fik dermed en ny Amaryllis Red Pearl til 25 kr - 70 % billigere end på planteskolen! Jeg kom også hjem med en kæmpe mængde store lilla hyacint-løg til blot 1-2 kr. stykket og der venter et sandt duft- og blomsterorgie i stuen, når de springer ud om få uger. Bagefter bliver de plantet ud i haven, så de kan få lov at blomstre igen til 2014 må det være. Hvis nogen skulle lægge vej forbi Lyngby, kan jeg bestemt anbefale denne butik og ejeren er ikke bange for at give en god pris på tingene hvis man spørger. Jeg er tidligere kommet hjem med blandt andet flotte store hostaer og riddersporer til en brøkdel af prisen på planteskolen og de stortrives i haven.



Der er hele tre blomsterstængler, hver indeholdene fire kæmpeblomster.


mandag den 17. december 2012

Så er jeg tilbage på bloggen

Så er jeg tilbage på bloggen. Jeg har haft et meget travlt 2012 og har derfor været fraværende. Jeg var blandt andet på en længere tur til Indien fra februar til maj, hvor jeg rejste rundt til forskellige dele af landet. Det var en helt fantastisk tur, som jeg umuligt ville kunne beskrive kortfattet og jeg skal helt sikkert afsted igen til andre dele af verden, når muligheden byder sig. Et af de flotteste steder jeg kom forbi var teplantagerne oppe i bjergene nær en by der hedder Munnar. Køreturen derop var helt fantastisk og jeg kunne gradvist fornemme hvordan klimaet ændrede sig i takt med hvor højt jeg kom op i bjergene. I bunden var der mange bananplantager og palmer, men efterhånden som man kom op var der flere og flere løvtræer og blandt disse voksede der en overflod af de mest fantastiske hvide engletrompet-blomster. Selve teplantagerne var dog nok det smukkeste syn, det mindede om noget taget udfra en eventyrfilm, hvor disen gled henover kæmpe arealer af små te-træer der nærmest dannede et patchwork-tæppe på bjergsiderne, med kæmpe kampestene spredt indimellem. Et syn jeg aldrig vil glemme og som enhver burde være forundt at opleve.

En anden helt utrolig smuk oplevelse var turen gennem kanalerne i området når byen Allepy. Her boede folk helt ud til kanalerne i små farvestrålende huse og foretog deres dagligdagspligter under palmerne mens man passerede forbi. Naturen i den del af Indien der hedder Kerala, er noget af det smukkeste jeg nogensinde har set og området bliver da også kaldt for Guds eget land, hvilket man godt kan forstå når man har ser den frodighed og rigdom på planter og dyr, som findes her.






Efter jeg kom hjem har jeg også brugt rigtigt meget tid på mine eksaminer på universitetet og jeg mangler nu blot en enkelt fra at have fuldført min uddannelse. Jeg glæder mig rigtigt meget til at begynde at arbejde omend det også er lidt vemodigt at skulle sige farvel til studietiden. Jeg glæder mig også rigtigt meget til foråret, så jeg kan gå igang med haven igen. I den forbindelse har jeg bestilt en masse nye staudefrø, som i løbet af 2013 gerne skulle blive til flotte planter ude i bedene. Jeg har allerede vintersået en del af de frø jeg har fået med posten, hovedsageligt dem hvor der på pakken står at de har brug for en kuldeperiode. Jeg håber jeg har lidt bedre held med Geranium i år, for en tidligere såning af blot 12 frø, som var forholdsvis dyre, resulterede i kun en enkelt levedygtig plante. Yderligere forsøger jeg mig i år med Meconopsis (Tibets blå valmue) og en lang række andre frø, som kan ses under fanen "planteliste" ovenfor. Jeg har omkring 30 forskellige staudefrø, for på trods af jeg siger til mig selv hvert år at jeg skal begrænse mig til 10-15 stykker, så bliver jeg altid fristet og må lige have lidt ekstra. Jeg sår dog kun 5-10 frø af hver pakke, for så ender jeg ikke ud med en hel planteskole og hvis de skulle gå til, så har jeg altid flere jeg kan starte til næste år.




tirsdag den 19. juli 2011

Lidt blomster fra haven



Flere steder i haven var der sprunget nye blomster ud




Min sommerfuglebusk er netop sprunget ud, men sommer-
fuglene mangler :(




Jeg har også en gederams. Jeg havde egentligt
udryddet den for et par år siden og fortrød det
straks efter, så jeg blev glad da jeg så den kom
tilbage i foråret det samme sted som før. Der har
måske ligget et par frø i jorden eller evt. har jeg
overset en mindre plante eller rod.




Min trekantblomst som jeg såede i foråret fra frø har lige
sat disse knopper og jeg glæder mig helt vildt til den
springer ud. Det er den første af de stauder jeg har sået
fra frø i år, som blomstrer!




Denne Calla står faktisk i en potte. Jeg fik foræret nogle
løg for et par mdr. siden og vidste ikke rigtigt hvor jeg skulle
gøre af dem, men jeg er glad for jeg fik dem lagt i krukker
for den pynter meget godt.





Sidst, men ikke mindst, er denne Dahlia også netop sprunget ud.
Den fik jeg også foræret i foråret og som hr. Dalby skrev i et
andet indlæg, så synes jeg også at farvekombinationen med de
grålige blade og den varme lyserøde er flot.