fredag den 1. april 2011

Blue Pearl og Iris reticulata - et hit

I efteråret 2010 købte jeg en række forskellige krokusløg, dels for at pynte lidt, men også for at eksperimentere. Da jeg flyttede ind var her nemlig kun meget få krokus, en håndfuld af de gule og en håndful af de lilla, som man ofte ser rundt omkring (især i kommunalbede). Jeg kan rigtigt godt lide krokus, men er ikke helt så vildt med netop kombinationen af de lilla og gule sammen, så jeg tænkte jeg ville prøve lidt forskellige og blandt dem valgte jeg krokus Blue Pearl. Yderligere plantede jeg også nogle iris reticulata ved siden af Blue Pearl, for at se om kombinationen fungerer. Tanken er så at fordi de er plantet i grupper som cirkler, vil jeg kunne grave dem op jeg kan lide og sprede dem lidt mere og kombinere de planter jeg godt kan lide sammen. Så kan jeg til efteråret evt. også købe lidt større ind, så der med tiden bliver en god spredning af blomsterne i bedene.

Jeg må sige jeg er blevet MEGET positivt overrasket over Blue Pearl og Iris reticulata. For et par dage siden lagde jeg godt mærke til at der var blomsterknopper på vej op, men da jeg kom hjem i dag fangede mit blik med det samme gruppen af Blue Pearl og Iris der nu var sprunget ud og lyste klart op fra lang afstand. Farven på Blue Pearl er meget svær at beskrive, men den er nærmest hvidlig, med et snert af lys blå og med en gul midte. Netop kombinationen med Iris Reticulata synes jeg også fungerer utroligt godt, men de skal helt klart stå mellem krokuserne og mere spredt end jeg har gjort. Jeg vil så prøvet at grave dem op når de er visnet ned og genplante dem i efteråret blandt alle tulipanerne. Jeg tror nemlig det vil passe med at tulipanerne blomstrer når krokus og iris er afblomstret. Jeg har i øvrigt hørt Iris Reticulata kan være problematiske nogle steder med at komme igen år efter år, men jeg håber på det bedste, for synes virkelig den er flot. Blue Pearl og Iris Reticulata er klart et hit hos mig!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar